dcsimg Critical Time Intervention - Rambøll Management Consulting A/S
 
|
Hjemløsestrategien

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Critical Time Intervention

Critical Time Intervention (CTI) er en metode, som anvendes til at sikre en vellykket overgang for den enkelte borger fra en institutionslignende bolig (herberg, hospital, fængsel eller lignende) til egen bolig. Metoden fungerer på den måde, at borgeren skal igennem et forløb på tre faser over 9 måneder hvor borgeren gradvist får mere og mere ansvar, så han eller hun ikke falder tilbage i hjemløshed.

 
 

CTI beror på en opfattelse af, at diskontinuitet i indsatsen i forhold til en hjemløs udgør en væsentlig risiko for, at han eller hun falder tilbage i hjemløshed efter at have fået en bolig. Kontinuiteten opretholdes ved, at borgeren knyttes til en CTI-medarbejder, allerede inden borgeren flytter i egen bolig. Kontinuiteten sikres desuden ved, at der skabes stærke bånd til behandlings- og støttetilbud samt familie og venner, som kan støtte borgeren efter CTI-forløbets ophør.

Arbejdet med CTI foregår ud fra et recovery-perspektiv, hvor borgeren anskues som en person med potentiale til at 'komme sig' og blive (re)integreret i samfundet. Målgruppen for CTI er således borgere i overgang fra en institutionslignede bolig til egen bolig, hvor det vurderes, at borgeren som følge af CTI-indsatsen vil blive i stand til at profitere af og gøre brug af eksisterende tilbud til målgruppen og/eller tilbud, som er forankret i lokalsamfundet.

CTI-indsatsen forløber over en samlet periode på 9 måneder og er opdelt i 3 overordnede faser:

  • Fase 1: Overgang til egen bolig
  • Fase 2: Afprøvning i egen bolig
  • Fase 3: Overdragelse af støtte

Den første fase, Overgang til egen bolig, har en varighed på cirka tre måneder. I denne fase fokuseres der på i første omgang at få afklaret, hvilke støttebehov borgeren har, indlede kontakten til relevante støttepersoner samt yde en intensiv individuelt tilpasset støtte til borgeren.

Anden fase, Afprøvning i egen bolig, løber fra 4. måned til 6. måned (i nogle tilfælde til 7. måned). I denne fase afprøves og tilpasses den plan, borgeren og CTI-medarbejderen i fællesskab har udarbejdet og etableret i den første fase. Samtidig overtager de lokale tilbud og støtteordninger gradvist det primære ansvar for at give borgeren den støtte han eller hun har behov for i sin hverdag.

I den tredje og sidste fase, Overdragelse af støtte, afsluttes overdragelsen af ansvaret fra CTI-medarbejderen til borgeren og de kontakter, der er etableret i det lokale støttesystem. Inden afslutningen af forløbet, mødes CTI-medarbejderen, borgeren og de vigtigste personer i dennes støttenetværk og aftaler elementerne i den fortsatte indsats og støtte.

Du kan læse mere om CTI ved at downloade relevante dokumenter såsom metodebeskrivelsen og diverse oplæg fra metodeseminaret, nedenfor:

Rammen for metoden – beskrivelse og skabelon
Metodebeskrivelse 
Metodeskabelon 

Slides fra metodeseminaret 
Indledende oplæg fra Rambøll 
Oplæg fra Rambøll om dokumentationen af arbejdet med metoden 
Oplæg fra Servicestyrelsen 
Oplæg fra Lars Benjaminsen

© Rambøll Management Consulting A/S  -  hjemlosestrategien.ramboll.dk  -  printet 
© Rambøll Management Consulting A/S